Historie
”Rock er bedre end fast arbejde” stod der på væggen, dengang i 85 da musiklivet i Odense blev forandret. Et nyt hus åbnede, et hus der havde til formål at samle velegnede øvelokaler for Odenses amatørmusikere – men også at huse koncerter med up-coming bands. Navnet på huset var Rytmeposten. Rytmeposten udviklede sig hen over årene til en professionel scene med mange store kunstnere fra ind og udland. Til sidst voksede Rytmeposten sig ud af rammerne og med hjælp fra Odense Kommune og Fyns Amt, blev der vedtaget en udbygning af stedet. Rytmeposten var lukket i 15 måneder og åbnede med en flot Nephew koncert i marts 2007
I 2007 skiftede huset navn til Posten. Vi støtter stadigvæk up-coming bands, men afholder også koncerter med mere veletablerede bands. Vi vil vove at påstå at vi har Fyns bedste lyd og måske Danmarks bedste atmosfære. Når du besøger Posten bliver du nemlig budt velkommen af frivillige – som er der fordi de brænder for Posten, musikken og for fællesskabet. Derfor hedder de aktivister – fordi de er aktive i kampen om et bedre kulturliv på Fyn.
Posten ligger i det gamle pakkeposthus – deraf navnet ”Posten”.

