Black City

Links:

Priser:

En målbevidst rejse mod rock
Black City debuterer med rockalbum i sit reneste destillat. For sanger og sangskriver Bjørn Poulsen har ruten været klar og ligetil, lige siden han på sit østjyske drengeværelse hørte D:A:D første gang og indså, at livet skulle handle om rock´n´roll.
Som så ofte før i rockhistorien var det en storebror, der stod for inspirationen. Da Bjørn Poulsen var 10 år, stak hans ældre bror ham et eksemplar af opsamlingsalbummet ´Special´ med D-A-D. Fra da af var tilværelsen med alle dens mangfoldige muligheder helt enkelt for drengen, der voksede op på sine forældres hobbyprægede landbrug ved Brædstrup i Østjylland.
»Jeg blev helt vild med det kassettebånd og der var slet ingen tvivl om, hvad jeg skulle lave i mit liv. Jeg skulle spille guitar og helst i D:A:D. Det ville være det ultimative«, forklarer Bjørn Poulsen.
Han tog straks et arbejde på et landbrug efter skoletid og sparede op til sin første guitar. Lige siden er store dele af hans liv levet med seks strenge mellem fingrene og ud gennem guitaren. Selv om det ikke blev til en tjans hos D:A:D, der med brødrene Binzer fremdeles er rimeligt velkørende, hvad angår guitarister, er rocken blevet en passion, en livsdrøm, en verden fuld af oplevelser og nu så småt også en levevej for den i dag 28-årige Bjørn Poulsen.
Vejen frem mod Black City, der udgiver sit debutalbum den 3. maj på Universal og allerede har skabt stor opmærksomhed med singlen ´Summertime´, er gået over et målrettet og benhårdt arbejde i eget selskab og gennem talrige bands i det jyske. I teenageårene øvede Bjørn Poulsen sig på at kopiere sine yndlingsnumre ved stereoanlægget hjemme på drengeværelset i Brædstrup. Sammen med en ven skrev han sit første nummer, som pudsigt nok var en rap. Og i skolen var han sanger i bandet Mandag Lukket, der skød i stort set samtlige genremæssige retninger.
»Det var her, jeg fandt ud af, at det var rock, som tændte mig. Det var det, jeg ville spille. På den måde var det meget udviklende at prøve kræfter med alt muligt forskelligt«, husker Bjørn Poulsen.
Efter 10. klasse tog han på højskole for at spille mere musik og for en så ambitiøs ung mand som ham, var det kun naturligt at gå videre på musikskolen Music Daily i Randers. Her var der dog lidt for meget nodelæsning, avantgarde jazz og teori for den rastløse Poulsen. Han rykkede videre til Århus for at blive en del af Jyllands største musikscene og finansierede sit rockliv med job som lærervikar og pædagogmedhjælper. Musikalsk blev der arbejdet igennem i bands som Skurk, der fik pæn succes og navnet til trods sang på engelsk.
»Jeg har aldrig overvejet at skyde en let genvej ved for eksempel at stille op i et program som X Faktor eller Stjerne for en aften. Jeg kan godt være misundelig på al den opmærksomhed, deltagerne i det der får, men jeg synes også, at det er plat og egentlig synd for dem. For ganske vist bliver deres egoer sikkert blæst hurtigt op af, men de har jo ikke selv præsteret noget og når programmet er slut, er de ingenting igen. Det er ikke den rigtige måde, set med mine øjne«.
For Bjørn Poulsen var vejen frem fortsat belagt med benhårdt arbejde og indkassering af både sjove oplevelser, arbejdssejre og rock´n´roll-liv som da bassisten i Expendables var blevet lidt for beruset under en koncert og simpelthen faldt ned fra scenen. Først da Poulsen spillede med bandet Raised By Pirates, fandt han selskab, som matchede hans egne ambitioner. Og der begyndte at vise sig interesse fra pladeselskaberne med Universal som førstebejler.
»Jeg var egentlig indstillet på at gå solo og forsøge mig, men jeg spillede med så gode musikere, at det på den anden side var synd at ændre på det. Så vi valgte at fortsætte samarbejdet men at skifte navn til Black City, som guitarist Kristian Klærke Hansen kom op med. Bandet fuldendes af rytmegruppen med Jakob Bjørn Hansen på trommer og bassisten Mixen Lindberg. Ifølge sanger Bjørn Poulsen er de alle bedre musikere end ham.
»Vi var lidt trætte af, at folk ikke kunne stave til Raised By Pirates og troede, at de skulle til sørøverfest med klap for øjet ved vores koncerter, så det var oplagt. Desuden har det svenske band Mustasch en god sang, der hedder ´Black City´. For os er der ikke tale om en konkret by, men en slags hyldest til den mørke by om natten, når sådan nogle rockdyr som os vågner op og tager ud i livet«, forklarer Bjørn Poulsen.
Da pladekontrakten med Universal kom i hus, flyttede han og bandet til København. I efteråret fulgte så en succesrig danmarksturne med Magtens Korridorer, der også er i stald hos Universal.
»Det var en stor oplevelse for os at varme op for et så godt band som Magtens Korridorer. De er også nogle dejlige mennesker, som gav os lov til alt. Vi havde en vis ærefrygt for at være på turne med et så stort band, men det endte med, at vi spillede med på hinandens numre og gik en del i byen sammen«, siger Bjørn Poulsen.
Samtidig gik bandet i gang med at indspille debutalbummet i selskab med producer Frederik Thaae (A Kid Hereafter m.fl.). Valget af producer var ingen tilfældighed.
»Frederik har en lidt anden tilgang til musikken end os. Han er lidt mindre til den vilde rock og vil have musikken stram og struktureret. Det har han givet os i et meget ligeværdigt samarbejde, jeg vil kalde en mild magtkamp. Vi har prøvet at overføre hans ideer til koncerter, for jeg vil gerne have vores omkvæd til at sidde lige i skabet ligesom på pladen. Omkvædene er det helt afgørende i rock for mig.
Sangene på debuten handler ifølge sanger og sangskriver Poulsen om »kærlighed i alle afskygninger«. Både de mere fysiske som i ´Get On Me´ og kærligheden til livet som i ´Summertime´, der blev til under en ferietur til Indien med en kammerat.
Med udgivelsen af ´Black City´ bliver den drengedrøm, der blev tændt hjemme i Brædstrup for mange år siden, til virkelighed. Med en tæt, intens, energisk og melodiøs rock, hvis lige ikke er hørt længe i Danmark og som besidder en vis lighed med netop barndomsidolerne i D:A:D.
»Selvfølgelig kan man sige, at det virker som det rene idioti at udgive en plade med rock i en tid, hvor pladesalget rasler ned og rock måske ikke er det mest moderne. Fuldstændig håbløst. Men det er det, vi vil. Og vi er ikke ligefrem bange for modgang. Tvært imod har vi intet imod at arbejde stenhårdt videre mod målet, som er at blive Danmarks største rockband. Altså i første omgang«, siger Bjørn Poulsen med et lille smil.
Midlerne til at nå det mål er rockmusik uden dikkedarer, svinkeærinder eller skjulte budskaber. Black City spiller ikke rock for at frelse verden, men for at gøre verden sjovere.
»Hvis andre bare kan have det nogenlunde så sjovt ved at høre bandet, som vi selv har det ved at spille, er meget nået. Jeg kan godt lide piger, øl og rock. Det er fantastisk at stå på scenen en aften og pludselig træde et skridt tilbage og simpelthen bare nyde, hvor fedt det hele er. Den følelse er det hele værdi. Alle de år med slid og usikre fremtidsudsigter«, siger Bjørn Poulsen.
Trods den lange vej mod debutpladen, har han aldrig overvejet at droppe sine musikalske ambitioner til fordel for uddannelse eller fast arbejde. Sangeren er glad for den kolossale opbakning fra forældrene, der i sin tid direkte opfordrede ham til at forfølge musikken, familie og venner.
»Jeg skylder mange mennesker stor tak for alle de store oplevelser, jeg har haft, selv om jeg aldrig har haft et hit. At spille rockmusik på Grønland er bare en af de ting, jeg ikke ville have undværet. Selv om Black City aldrig skulle blive til noget, har jeg allerede oplevet så meget, at det er det hele værd. Men bare rolig - vi bliver til noget, for det vil vi«, forsikrer han, så ingen behøver at være i tvivl om viljen.
I december sidste år oplevede den ellers så muntre og virksomme sanger, der ikke er bleg for at diagnosticere sig selv som »et musikalsk DAMP-barn, der ringer til folk på de mærkeligste tider af døgnet, fordi jeg lige har skrevet en fantastisk sang«, nogle lidt underlige uger. Midt under turneen med Magtens Korridorer, der ellers kan trække tænder ud på selv de vildeste dyr i rockens jungle, havde Bjørn Poulsen svært ved at sove hjemme i sin nye lejlighed i København. Han tænkte og mærkede efter, men følte hverken stress, pres eller andre problemer.
Indtil det gik op for ham, at forklaringen simpelthen var, at det gik lidt for godt. Turneen var en succes, debutpladen var blevet nøjagtig, som han havde drømt og lidt bedre og forude ventede en spændende tid.
»Da jeg havde tænkt det, kunne jeg roligt lægge mig til at sove. Og drømme store og søde drømme«.

Black City består af
Bjørn Poulsen: Vocal & Guitar.
Kristian Klærke Hansen: Guitar & kor
Jakob Bjørn Hansen: Trommer & kor
Mixen Lindberg: Bas & Kor.

Bandet udgiver den 3. maj sit debutalbum med titlen ´Black City´ på Universal og spiller på Spot Festival i Århus i maj og Start Festival i juni og på nogle af sommerens festivaler, inden Black City tager på sin egen første Danmarksturne i september-oktober.
Frederik Thaae, der har produceret debutalbummet, siger om Bjørn Poulsen og Black City:
»Bjørn Poulsen har en klassisk rockvokal med en vildskab man ikke har hørt i lang tid. Black City er ROCK i sin reneste form uden navlepilleri eller musikalske tudefjæs, hvilket har født det mest kontante og vellydende album jeg har været med til«.

L. Y. A.

Grunge-rockerne Little Yells Alot, har i mere end én forstand skåret ned – dog ikke på bandets hårdtslående musikalske kvaliteter, men på  bemandingen og navnet. Fra at have været en kvartet, er bandet nu blevet en duo, og navnet er ligeledes i blevet reduceret. Fremover vil vi kende drengene som L.Y.A, eller i daglig tale, LYA og altså ikke længere Little Yells Alot.

Det er sanger og guitarist Jonas Lynge, samt trommeslager Jonas Thaysen, der sammen fortsætter hvor hvor debutpladen fra sidste år, Wintertain Interfear, slap. Nemlig et sted helt oppe under luftet, med 200km i timen.

Forvrænget, lidenskabeligt. Intenst, moderigtigt, pissed, talentfuldt, uforudsigeligt. energisk - alle er ord, der er blevet brugt til at beskrive de bedste venner Jonas og Jonas, men kedeligt og stille, er ikke nogle af dem.  Little Yells Alot blev dannet på den jyske hede i Holstebro, af Jonas Lynge og et par venner fra byens skate-miljø
I 2004. Bandet begyndte at spille små koncerter og til fester i Holstebro og omegn og indså hurtigt, at de spillede hårdere og hurtigere end alle andre omkring. Little Yells alot besluttede at tage den til næste niveau og flyttede til Københavns musikscene. Kort efter begyndte bandet at arbejde på demoen kaldet Dr. Emota, der indeholdte 5 sange. Demoen blev udgivet i januar 2005.
Bandet begyndte derefter at spille rundt omkring i København og turnerede utrætteligt rundt i Danmark og dette har siden hen båret frugt. Kulminationen på det hårde arbejde var en showcase i Los Angeles og bandet har siden spillet på SPOT, Distortion og START festivalerne samt deltagelse blandt de sidste 8 i Royal/Kashmirs Tak Rock kampagne.

Bandet udgav i 2010 deres debut album Wintertan Interfear på det Københavnske pladeselskab Pad & Pen Records. Hvorfra singlen Gills fik god airplay på P3
Albummet er fuld af sange Soundvenue beskriver som havende "skæve iørefaldende melodier" og en holdning til fjerne forestillinger om, at der er en "mangel på bolde i det danske musikliv".