DR Big Band
Feat: Bobo Moreno, Sinne Eeg, Master Fatman
Priser:
Forsalg: |
DKK 260 |
Medlemspris: |
DKK 220 |
Dørsalgspris: |
DKK 280 |
Merry Christmas, Baby! - julestemning for fuld udblæsning
Feat: Bobo Moreno, Sinne Eeg og Master Fatman
Et big band i stærkeste opstilling, årets jazzsangerinde, en dansk crooner i verdensklasse og en hyggelig vært i julehumør. DR Big Bandet er igen klar til at give den gas på årets juleturné.
DR Big Bandets juleturné er efterhånden ved at være en lige så fasttømret juletradition som luciaoptog og pebernødder. Om Sinne Eeg stiller op med lys i håret eller om Master Fatmann har pebernødder i lommerne, når de går på scenen, vides ikke - men til gengæld er det sikkert, at de og Bobo Moreno står klar til at drage land og rige rundt på DR Big Bandets juleturné.
Programmet er der ikke ændret meget ved, for traditioner skal man nemlig ikke pille ved, omend der naturligvis i år også vil være ekstra overraskelser i godteposen til publikum. Og hertil kommer så naturligvis også, at det er et DR Big Band i stærkeste opstilling med tre nye ansigter i rækkerne, bl.a. den verdensberømte engelske trompetist Gerard Presencer, som man kan opleve.
Vi garanterer en swingende julefest, der vil få selv de tørreste klejner til at vride sig af jazzfryd!
Årets solister er:
Sinne Eeg vandt som den første kvinde P2 Jazzprisen ved Danish Music Awards 2009, der blev uddelt i Koncerthuset i slutningen af maj. Den kun 31-årige sangerinde har allerede slået sit navn fast med eftertrykkelighed på den internationale jazzscene. Hun har udgivet fire cd’er i eget navn, hun turnerer flittigt over det meste af verden, og hun har arbejdet sammen med musikere som Randy Brecker (der også kan opleves med DR Big Bandet til januar), Curtis Stigers, Jacob Fischer og Mads Vinding. Sinne Eeg var også solist på sidste års juleturné med DR Big Bandet.
Bobo Moreno er ved at være fast mand på DR Big Bandets juletur - og det er ikke en tilfældighed. 44-årige Bobo Moreno er ikke bare en fænomenal sanger, han er en vaskeægte crooner. Bobo Moreno har været her, der og alle vegne i det danske musikmiljø, og udover jazzen, hvor han har arbejdet både med bigbands og mindre grupper, har han også tidligt i sin karriere sunget masser af popmusik i samarbejde med bl.a. Rugsted/Kreutzfeldt og i projektet Peaches & Bobo.
Master Fatman! Hele Danmarks ”Tykmester” er ikke bare en glad dreng, han er også en glad dreng, der ved en helt masse om musik. Master Fatman interesserer sig levende for stort set al musik, men især banker hans hjerte for groovy jazz, latin og verdensmusik. Han har tidligere været vært på Danish Music Awards Jazz, ligesom mange naturligvis også vil kende ham fra DR tv, hvor han har været vært på flere programmer. Master Fatman vil tage publikum i hånden og på kærlig og kosmisk vis guide dem igennem DR Big Bandets juletur.
DR Big Bandet består af:
Trompet: Thomas Kjærgaard, Christer Gustavsson, Anders Gustavsson, Mads La Cour og Gerard Precenser Sax: Nikolaj Schultz, Peter Fuglsang, Hans Ulrik, Uffe Markussen, Anders Gaardmand, Basun: Vincent Nilsson, Steen Nikolaj Hansen, Anette Huseby Saxe, Peter Jensen, Jakob Munk Mortensen, Rytmegruppen: Henrik Gunde (p), Søren Frost (dr), Kasper Vadsholt (b), Per Gade (g)