Hush -

Hush

Priser:

Forsalg:
DKK 170
Medlemspris:
DKK 130
Dørsalgspris:
DKK 190

Nye sange, gamle sange og landets bedste backingband.
Duoen Hush er klar til at drage land og rige rundt igen.
Sange fra deres netop færdigindspillede fjerde album kommer til at danne ramme om koncerterne, når Hush turnerer til foråret, men duoens trofaste fans bliver hverken snydt for hits eller gamle favoritter. Albummet får titlen Dark Horse og udkommer den 26. Feb. 2011
Sangerinden Dorthe Gerlach og guitaristen Michael Hartmann alias Hush glæder sig ekstra meget til den kommende turné, og det skyldes især sangene fra det nye album. I modsætning til de tre tidligere cd’er – A Lifetime (2004), For All The Right Reasons (2007) og Backroads (2008) – har den populære duo valgt at indspille det nye album over en kort og intens periode på bare seks dage i et studie i Sverige. Og de har tilmed haft deres sædvanlige backingband med i studiet.
- Det er nyt for os at indspille på den måde, og derfor glæder vi os alle til at spille sangene live, da vi jo allesammen har en aktie i dem, fortæller Dorthe Gerlach og hentyder til deres faste musikere, som er Rune Kjeldsen (guitar); Troels Skjærbæk (bas); Palle Hjorth (tangenter) og Anders Holm (trommer). Hver og en blandt de bedste på deres respektive instrumenter og derfor også særdeles eftertragtede i musikerkredse herhjemme. Således har flere af dem senest udgjort kernen i The Savage Rose og hos debutanten Naja Rosa.
I Hush er det dog stadig Dorthe Gerlach og Michael Hartmann, der skriver både tekst og musik til sangene, men Dorthe er sikker på, at den fælles energi, der opstod omkring de nye sange under indspilningen i studiet, vil blive overført til landets scener. Udtrykket er stadig americana a la Hush, for de to musikere kan ikke løbe fra deres skandinaviske rødder, som især kommer til udtryk i den melankoli, der også er en vigtig del af deres
sange, gamle som nye.
Med tre albums i bagagen og et fjerde klar til udgivelse 28. februar 2011 er repertoiret større i Hush end nogensinde, og med den topcharmerende Dorthe Gerlach som det samlende midtpunkt er der grund til at glæde sig til gruppens kommende turné.