Randi Laubek
Siddekoncert
Priser:
Forsalg: |
DKK 160 |
Medlemspris: |
DKK 120 |
Dørsalgspris: |
DKK 180 |
Randi Laubek. Sangskriver, sangerinde og guitarist.
“Ingen i DK laver musik helt som Randi Laubek og internationalt er det næsten kun Joni Mitchell, der formår at holde samme egenrådige, selvstændige og høje kreative niveau. Hun viser hvor højt man kan svæve når talentet kan bære i de svimlende luftlag.”
Musikbladet GAFFA
Randi Laubek er opvokset derude i udkanten af Danmark, hvor man kan mærke årstidernes skiften på sind og krop. Nærmere bestemt Voersaa i Vendsyssel, - et lille fiskerleje med omkring 500 indbyggere, beliggende midt i noget af landets smukkeste natur. Og med omkring 50 kilometer til nærmeste storby, Ålborg! Her begyndte hun som 8-årig at spille guitar og her skrev hun som 12-årig sin første sang. Da hun var 18 drog hun til København, hvor hun færdiggjorde sin gymnasieuddannelse. 20 år gammel fik hun tilbudt pladekontrakt af Poul Bruun fra EMI Music og 3 år senere debuterede hun med det 3-dobbelt grammy-belønnede album Ducks and Drakes.
Hendes stemme har fortryllet både anmeldere og publikum: Her var en stemme, der bragte forståelse til historien om sirenerne, der lokkede Odysseus og hans besætning. ”En stemme, der i udtryksstyrke udstråler en elegance og modenhed man næppe havde troet mulig” (Berlingske Tidende). ”Det nærmeste man kommer på en nattergal i moderne dansk popmusik. Der er eventyrkraft i hendes stemme” (Politiken). ”Et gudsbenådet talent som sangskriver og sangerinde, der kan gøre lytteren fuldkommen åndeløs” (Femina).
Hun er i dansk musik som den sjældne plante i Botanisk Have. Hun er helt sin egen og skal have lov at passe sig selv. Hun er hundrede procent uafhængig af tidens trends og tone, til tider lidt skæv og snurrig, men altid ærlig og tro over for sig selv og sin muse, som er og bliver musikken. Hendes sangskrivning har ingen grænser og man aner inspirationen fra både klassisk,eksperimenterende&ambient musik, men udtrykket vugger oftest et sted mellem singer/songwriterens stolte traditioner og den let jazzede soul.
Debut-cd´en Ducks And Drakes fra 1997 kastede ikke bare solide hits af sig i form af den triphop-inspirerede Madness Sadness og Cunningly Concealed, Den blev også valgt som Årets Album, og hun blev hædret som Årets Sangskriver og Årets Sangerinde. Med det efterfølgende album, Almost Gracefully… fra 2000, og dets rødder i nordisk folklore tog hun et kunstnerisk tigerspring, og publikum fulgte med og glædede sig over hits som Midsummer Flu og Airworthy. Tre år senere cementerede hun succesen med den ambitiøse og uforlignelige cd, The Wedding Of All Things, som bl.a. indeholdt det store hit, In Port.
Randi Laubeks fjerde album Figures Of Eight udkom i oktober 2005 og for fjerde gang er Randi Laubek nomineret til en DMA som Årets Danske Sangerinde.