Rasmus Nøhr
Priser:
Forsalg: |
DKK 160 |
Medlemspris: |
DKK 120 |
Dørpris: |
DKK 180 |
Nøhrs sorte album – med lys for enden
”Fra Kæreste Til Grin” er mere end blot ’album nummer fire fra Rasmus Nøhr’. Det er sangerens mest tankefulde til dato – et album, hvor han for første gang lykkes fuldt ud som både musiker og historiefortæller. Og det er kærlighedens skyld. Åh, den kærlighed.
- Jeg har lært, at jeg ikke vil leve uden kærligheden. Og jeg har lært, at det er serious business.
Der er kommet et skær af alvor over Rasmus Nøhr – den glade københavner, som med sine direkte, mundrette og livsglade sange er blevet én af landets mest populære sangere. Eftertænksomheden har alle dage ligget der i små doser, men denne gang er balancen ændret. Alvoren er rykket frem, og glæden er i stedet små sprækker af lys henover det nye album.
”Fra Kæreste Til Grin” er nemlig Nøhrs mest seriøse og gennemtænkte udspil til dato. Gennemtænkt på den måde, at han tager lytteren med på hele turen gennem et kærlighedsforhold, og hver sang udgør en etape: Fra den spirende forelskelse, til rusen over at finde sammen, til de første tegn på knaster, til man kæmper for at beholde hinanden, til bruddet, til samvittighedsnaget, til vreden, til de druknede sorger på et værtshus, til vennerne hanker op i én og endelig til, at forholdet står som et varmt minde og et bevis på, at man – selv om det måske var hårdt – levede fuldt ud.
- Det er første gang, jeg har tænkt helstøbt og tænkt på at lave en plade, hvor jeg man fik hele forløbet. Du kan også høre pladen, når det går godt med din kæreste, for så får du skyggesiderne at se. Du får at se, hvad der sker, hvis du glemmer at passe på hende. Det er en god huskeseddel. Også til mig selv, fortæller han.
Dermed finder man alt fra de inderlige ”Alt går i ring”, ”Dumme hjerte” og ”Hvis du kunne låne mine øjne”, over de længselsfulde ”Vintertræk” og ”Pigen med det røde telt” og den varme ”Sød musik” til de muntre ”Øl på Bryggen” og ”En lille ny (sang)”.
Sangene er manet frem i skånselsløs isolation gennem foråret. Og for Nøhr kunne inspirationen til den store fortælling om kærlighedens krinkelkroge dårligt være bedre timet. For i årene efter debuten i 2004 har han arbejdet på at forbedre sig selv som musiker og komponist.
- Det er første gang, jeg står som udlært håndværker, og jeg har noget kunstnerisk at fortælle. Jeg synes, det er kæmpestort, at de to ting rammer sammen. Der er en kæmpe historie, som presser sig på, og så står jeg faktisk og har værktøjerne klar, så jeg kan fortælle den, siger han.
Samtidig har det hjulpet på den musikalske fernis, at Nøhr endelig fået sit ønske opfyldt om at slide med sangene i en bandproces i forhold til fortidens mere soloorienterede processer.
- Jeg har samarbejdet med et hold superfede musikere henover sommeren, og hele den orkestrerede del bærer præg af, at der er blevet arbejdet på det i et halvt år. Og der er tænkt over, hvilke musikere, der skulle bruges til de enkelte stykker, hvor vi tidligere prøvede os lidt frem.
Det høres blandt andet på ”På værtshus”, hvor fortællingen om rusen understøttes af en rundtosset instrumentering – hér som på resten af albummet baseret på Rune Nissen-Petersen og Nik Foss’ åbne og varierede produktion. Derudover prydes albummet af en række gæster som Ida Corr, Tim Christensen – hvis karriere tog fart gennem det DM i Rock, Rasmus Nøhr arrangerede – og ikke mindst Nøhrs største idol Kim Larsen, som har Gasolin’-bassisten Wili Jønsson med.
Med det mylder af mennesker, temaer og stemninger bliver albummet i sidste ende livsbekræftende trods sit hjertetunge fundament. Og således har Nøhr fundet ind til musikkens inderste væsen: Dens evne til at hele og trøste.
- Når du bliver ramt af kærestesorg, tror du, at du aldrig bliver glad igen. Så jeg har forsøgt at skabe et album, hvor man kan se, hvor sort det bliver. Men også et album, hvor man kan se, at det bliver godt igen, så andre, der kommer i samme situation, vil kunne sige: ’Ok, så tager jeg lige en dag mere.’
Fakta
Rasmus Nøhr
Født 7. marts 1972
Tidligere deltager i DR’s Karrierekanon
Grundlægger af DM i Rock
Nomineret til ”Årets Danske Popudgivelse” ved DMA 2005 for ”Rasmus Nøhr”.
Nomineret til ”Årets Danske hit” ved DMA 2007 for ”Sommer i Europa”.
Diskografi:
Rasmus Nøhr (2004)
Lykkelig smutning (2006)
I stedet for en tatovering (2008)
Film:
Mig og Dig (2006)

