Studieslutfest Amfiscenen - Vinnie Who mfl.

Studieslutfest Amfiscenen

Vinnie Who mfl.

Priser:

Forsalg:
DKK 80
m. gyldigt studiekort:
DKK 0
Entrè:
DKK 100

KaPoW Concerts præsenterer:
Alle tiders Studieslutfest med The Floor Is Made Of Lava, Vinnie Who og We Are
Den 24. juni er det tid til Odenses studerende lægger bøgerne og de grønne borde bag sig. For andet år i træk inviterer Studiebyen Odense i samarbejde med Albani, Posten og Kansas City til Studieslutfest på Amfiscenen. De studerende har via Facebook selv været med til at pege på The Floor Is Made Of Lava og Vinnie Who, som oplagte kandidater til årets studieslutfest, så mon ikke er der grundlag for et brag af en fest. Har du studiekortet, er der fri entré.
Det unge rockband, The Floor Is Made Of Lava, fra Esbjerg har med blot to albums bag sig og adskillige hits formået at slå sit navn fast som toneangivende for dansk rock. I starten af 2010 blev The Floor Is Made Of Lava nomineret til P3 Prisen og P3 Lytterhittet, og i december var bandet nomineret i ikke mindre end fem kategorier til Gaffa Prisen. Senest har The Floor Is Made Of Lava vundet en Zulu Award for "Årets Nye Navn". Bandet spiller på de danske festivaler henover sommeren, hvor de vil levere ægte rock´n´roll-toner til hits som "Do Your Sister", "Leave Me Now (Leave Me Tomorrow)" og "All Outta Love".
Bag pseudonymet Vinnie Who finder man Niels Bagge, der i august 2010 debuterede med albummet "Then I Met You". Gaffa skriver i anmeldelsen af debut albummet:
"Egentlig havde Niels Bagge Hansen travlt med indierock-orkestret My Son. Her gik frontmanden heltene fra Radiohead i bedene med en ambitiøs, post-rocket og meget britisk lyd. Men i fritiden slog Hansen sig løs som funky falsetsanger, og i dag spiller det androgyne alter ego Vinnie Who hovedrollen i hans musikalske liv. Debuten Then I Met You er skamløst diskofil synthpop, tilbageskuende og fremsynet på én gang. Man fornemmer tydeligt, at Hansen ikke er en X Factor-vinder, der er draget i studiet med en samling sammenbragte sange. Vinnie Who står for gedigen kvalitetspop med kant og personlighed. De kølige synths, høje vokaler og pumpende diskorytmer er fællesnævnere på Then I Met You, men de dækker over et sammensat og varieret udtryk. De fleste har sikkert hørt hittet What You Got Is Mine, albummets med afstand mest iørefaldende sang. Men der er masser af højdepunkter her, f.eks. Accident Or Will, der åbner til lyden af galopperende congas og runder både Yello-blæsere og Michael Jackson-hvin undervejs. Eller isnende Rise With You med de tykke Laurie Anderson-synthflader og store, dramatiske strygere, eller All I Can Do, hvor Radiohead-inspirationen titter frem i en rørende lille klaverballade. Man fornemmer aldrig, at der gemmer sig en kalkuleret skabelon bag de mangefacetterede sange på Then I Met You, hvor Vinnie Who gang på gang viser modet til at prøve kræfter med de svære løsninger. Dansk pop med internationalt snit på en herligt helstøbt debut."
I det lokale band We Are, som indtil for nyligt bar navnet Them Socks finder man en boblende eksplosion af farver og funk beats! En koncert med WE ARE tager dig med på en rejse gennem mange genrer, fra blød pop over vild og beskidt rock til stramme funknumre, som ingen krop kan stå stille til. Bandet eksperimenterer meget og udfordrer både øret og øjet.
Eventyrlige udklædninger og kreativ stage-art er med til at give publikum en koncertoplevelse ud over det sædvanlige. Lad dig rive med af den sprudlende energi, som strømmer fra scenen og ud i hver eneste afkrog af rummet. Hvor WE ARE spiller, begynder festen.
Koncerten finder sted den 24. juni kl. 19.00 på Amfiscenen ved Brandts Klædefabrik i Odense.
Dørene åbner kl. 18.00
Forsalg/ Info via www.kapowconcerts.dk