The William Blakes - + January Jaunt + Mimas

The William Blakes

+ January Jaunt + Mimas

Priser:

Forsalg:
DKK 100
Medlemspris:
DKK 60
Dørsalgspris:
DKK 120

Denne aftens tredobbelt koncert er med The William Blakes, January Jaunt og Mimas

Ca. et år efter The William Blakes udgav deres debut ’Wayne Coyne’ er de nu på gaden med opfølgeren ’Dear Unknown Friend’. ’Wayne Coyne’ blev en af 2008’s allerbedst anmeldte plader. Jyllandsposten kaldte det et ”fremragende debutalbum”, Berlingske skrev ”Drømmedebut” og Gaffa mente at der var tale om ”en særdeles respektindgydende debut”. DR skrev at det var ”et af årets hidtil bedste albums” og Nordjyskes anmelder erklærede at ”mit nye yndlingsband hedder The William Blakes”. Stjernerne var i den absolutte top hele vejen rundt, og bandet blev interviewet i TV-avisen og kom på flere af ”årets bedste plader”-listerne.

Efter en gentagelse af sidste års indspilningsritual (en uge i bandets eget studie i Sverige) fandt ’Dear Unknown Friend’ sin form som en mere nuanceret, mere helstøbt men mindst ligeså legesyg plade. Teksterne er blevet endnu større end sidst og emnerne er stadig religion og politik, spiritualitet og frygt. Bandet fik et nyt medlem – Bo Rande – der egentlig har været en del af vennernes firkløver siden midten af halvfemserne, så på en måde var det ligesom at genopdage et originalt medlem af gruppen. Bo har siden årtusindskiftet været en af drivkræfterne bag Blue Foundation og spillet med på et utal af plader med bl.a. Mew og Efterklang.

Bandet lyder da også hundrede procent som sig selv, men kaster sig denne gang ud i både gedigen 80er-pop og 60er-psychelica. Melodierne er stadig i centrum, men medlemmerne er blevet mere sikre på sig selv hvilket har resulteret i at eksperimenterne bliver fulgt til dørs på en anden måde, både i de forkromede popsange (’Secretly’, ’No Matter What’) og de ambiente og kompromisløse lydcollager (’Our Song’, ’Contact’).

Første single er ’Secretly’, der forbinder en enkel guitarhook med et super-melodiøst omkvæd og et gyngende beat. Bandets sange handler som sagt stadig om alt det der gemmer sig mellem himmel og jord, og noget af teksten til ’Secretly’ stammer fra en antik magisk bog ’Picatrix’, mens omkvædet er en opsang til en regering der definerer sig selv som havende ret, både til krig og til undertrykkelse.