Thomas Buttenschøn
Links:
Priser:
Forsalg: |
DKK 160 |
Medlemspris: |
DKK 120 |
Dørsalgspris: |
DKK 180 |
Thomas Buttenschøn
Han ligner ikke nogen anden på den danske musikscene, og det skyldes ikke kun hans store, sorte og viltre hårpragt, som – indrømmet – er blevet lidt af et trademark,
men især hans gennemmusikalske personlighed og originale sangforedrag, som nærmest er halvt syngende, halvt reciterende.
Den 24-årige guitarist, sanger og sangskriver Thomas Buttenschøn er klar med sit tredje album Køter, efter Fantastiske mandag (2006) og Billeder af min baggård (2008),
som tilsammen er solgt i mere end 50.000 eksemplarer.
Køter er ikke bare en række iørefaldende sange som på forgængerne, det er også en slags sangcyklus. En sammenhængende fortælling med prolog og epilog.
Historien er en, som de fleste kan nikke genkendende til, for omdrejningspunktet er parforholdet og måske især dets sidste fase, som Thomas Buttenschøn dissekerer på sit nye album.
Lige så dejligt og frækt, det kan være med masser af lir og lyster i luften, som han synger i den let kælne Baby, du så fræk, lige så kold og brutal kan efterfesten være, når den eneste ene er skredet og – tilmed – har indledt et nyt forhold med en anden i God Damn.
Når han tilmed flirter med den danske sangskat og refererer flittigt og raffineret til både kolleger og gamle klassiske sange, er det svært ikke at blive ramt.
I den potente Mand dig op tænder han et lille lys for både Gasolin’ og Den Gale Pose med linier som ”Baren den er fyldt / med frække chicks og friske piger” og ”Gulvet det er fyldt / med tøser der er spændt op til li’r”. I Støvsky får CV Jørgensen en lille hilsen, og mest elegant – og morsomt – er det i God Damn, hvor han synger: ”Jeg husker, det var mig / der stod derude og bankede på / Jeg husker hende råbe og skrige / Thomas, tag og gå”. For at fuldende billedet er det sågar lykkedes Buttenschøn at få sin navnebror Helmig til at spille guitar på netop dét nummer. På den måde er Thomas Den Unge både musikalsk gavtyv og kleptomanisk sangsmed med glimt i øjet og tungen lige i kinden. Han driller sit publikum, som han også gør i epilogen, hvor han siger ”Kærlighed det er at nå / Helt til plade tre uden at gå”, for så må det da være dén Thomas, hele pladen handler om? Nej, pladen handler ikke om Thomas Buttenschøn. Emnet er universelt, og alle kan forholde sig til det, men som de fleste store kunstnere, hvad enten det er forfattere, malere eller musikere, bruger Thomas naturligvis også sig selv og sine erfaringer, når han skriver sange. Med en pulje på tæt ved 100 helt nye og færdige numre havde Thomas Buttenschøn nok at vælge mellem til det nye album. Han kan ikke stave til skriveblokering, og inden de fleste af hans kolleger typisk når at stemme guitaren, har han allerede skrevet den første sang. Det har altid faldet ham let, og han sidder ikke og venter på et stort, guddommeligt øjeblik af gylden inspiration, men betragter mere sangskrivning som et håndværk: ”Jeg er ligeglad med, om det kommer indefra, hvis bare det når ind”, lyder det meget symptomatisk fra den unge sangskriver, som altid har sat modtageren højere end afsenderen. Det har givet ham et stort og trofast publikum, for Thomas Buttenschøn skriver ikke for sig selv eller sit ego, men for sine lyttere. Han formidler følelser og oplevelser, som er til at forstå. Også når han bruger pudsige billeder fra sin egen branche: ”Jeg troede vi to var mastertapes / du kasserede mig som et demobånd” Køter er produceret af Dennis ”Ghettoblast” Ahlgren, som bl.a. har Tina Dickow og Teitur på sit cv, og det er også musikerne fra netop Tina Dickows band, der udgør grundstammen her. Derudover spiller Thomas Helmig med på et enkelt nummer, og Helgi Hrafn Jónsson har arrangeret strygere på to numre. Albummet Køter udkommer den 22. februar 2010 på Universal Music, og den første single God Damn er netop udsendt.
Thomas Buttenschøn – en blå bog
1985 : Bliver født den 22. marts i Zambia af en zambiansk mor og en dansk far.
1986 : Flytter til Danmark med sin familie og vokser op i Gylling ved Odder.
1991/92 og frem : Spiller trommer, lidt klaver og bas i forskellige skolebands i de små klasser. Arbejder senere mere seriøst med musikken med flere skolekammerater, bl.a. i gruppen Nektar.
2004 : Bliver HF-student fra Statsskolen i Horsens. Går på Musikhøjskolen Vestbirk med bas som hovedfag.
2005 : Skifter til sangskrivningslinien på Musikhøjskolen Vestbirk. Modtager Danske Banks Talentpris.
2006 : Får pladekontrakt med Noob Factory (Playground). Udgiver sit debutalbum Fantastiske mandag den 25. september. Modtager Danmarks Radios pris P3 Talentet den 22. november.
2007 : Turnerer som opvarmning for Thomas Helmig i februar og marts. Modtager Odder Højskoles Elevforenings kulturpris Den Gyldne Grundtvig den 12. november.
2008 : Udgiver sit andet album Billeder af min baggård den 3. marts. Modtager Det Bruunske Pakhus’ talentpris Årets Franz den 4. juli. 2009 Får pladekontrakt med Universal Music.
2010 : Singlen God Damn sendes til radio og udkommer digitalt den 11. januar. Udgiver sit tredie album Køter den 22. februar. Turnerer rundt i landet i marts, april og maj med start den 19. marts

