Den blot 21-årige Svea S tryllebinder med hendes lækre, karakteristiske vokal. En vokal som både byder på afdæmpet nærvær og powerful ”i dit fjæs”-klang!
På trods af sine unge alder har Svea S haft god tid til at fordybe sig i musikken.
I familiens hus i Rørvig har hun sammen med sin tvillingesøster sunget og spillet med deres far siden hun var helt lille. Musikken var ikke kun familiehygge, men også en måde at kommunikere på i forhold til hvordan hun havde det. Gennem sine tekster kunne Svea S fortælle hvad hun følte, med en vis underholdende distance.
Med Universal Music og produktionsselskabet Nexus Music i ryggen, er rammerne lagt for et spændende forløb der så offentlighedens lys fredag d. 24. september 2021.
Førstesinglen hedder ”Langt Imellem”, og handler om at have en person nær, men ikke føle nærheden – At stille spørgsmålstegn ved om den man har kær, helst vil være her, eller et helt andet sted.
Svea S har også udgivet singlerne ”Lukker øjnene”, ”Forfra” og senest ”Hey Far”. Alle singlerne er blevet løftet flot af P3, der spiller dem flittigt i rotation.